Før & Efter

Her vil jeg vise min have´s udvikling i dens grundlæggende opbygning. Næsten halvdelen af indlæggende på bloggen handler inddirekte om havens tilblivelse, men på siden her er det mere sammenfattet og overskueligt.

Jeg flyttede ind i starten af juni 2011, til en have med en fortryllende stemning af blomstrende akelejer og bellisblomster. Vi bar møbler og kasser ind denne vej, og alt der hørte under haven blev bare placeret på græsplænen således at flyttefolkene stadig kunne passere. Jeg har kun dette billede fra den oprindelige have, med de overgroede vilde æbletræer:

Tidligere lejer havde anlagt et staudebed langs hækken ned mod lågen, og en række røde roser med lavendel foran, langs hækken til højre.

De blomstrende bede langs hækken, med den lille græsplæne i midten og buen over lågen, fik mig til at tænke på min mormors have og de små haver jeg havde set som barn i Taarbæk, når jeg kunne stjæle mig et glimt af romantikken derinde fra.

I en måned havde jeg to lejemål, så jeg hentede mange planter i den gamle have, da de nye lejere fortalte hvor de ville lave sandkasse, terrasse osv. Dejligt at jeg fik mulighed for at tage 7 roser med mig, en del stauder og træerne: Japansk løn, Fligetbladet hjortetaktræ, Stjerne-magnolie og Sukkertopgran.

Close-up af 1. foto: Den japanske gule løn, og bregnen i krukke, blev plantet hvor de står i billedet, det blev starten på skovbedet. Heldigvis fik jeg svar om flytning, tidlig nok til at kunne grave disse to planter op og potte dem, før de var sprunget ud.

Bunden af haven var smuk i maj/juni solskin, men blev et trist syn da akelejerne var afblomstret. Her var meget skyggefuldt, så jeg besluttede at holde det som skovbed. Udover den japanske løn (acer shirasawanum "aureum"), plantede jeg de medbragte bregner, hosta og hjortetaktræ mm. foran akelejerne, og anlagde et vandhul forrest.

For at skåne bregner og hosta mod plæneklipperen, lagde jeg mos overgroede fliser til en lille "hemmelig" siddeplads til højre for skovbedet:

Jeg elsker både sten & mos, og som man kan se, har jeg med tiden fundet flere mosgroede sten hertil.

Jeg var lige fra starten, ked af den meget åbne sti til havelågen, og valgte derfor at lave stien i en bue, så skovbedet bredte sig ud hvor den gamle sti havde været. Her blev stjerne-magnolien, bambus og sukkertop-gran plantet:

Jeg lagde den nye sti af nogle gamle brudfliser som jeg fandt. Jeg går stærkt ind for genbrug, og syntes at gammelt og slidt er langt smukkere end nyt. Jeg fandt også en masse gamle kantfliser med mos, som blev brugt langs græsplænen, og senere til spejlbassinkant.

(Jeg er så glad for alt det flisemateriale jeg fandt det første år, for i maj/juni året efter, begyndte jeg pludselig at lide af ledbetændelse i hofteled og fingre, og så var det slut med at slæbe på fliser. Resten af haven er lavet i halvsiddende med knæene på en hynde)

Herunder ses stien i 2017. Den er bred nok til at køre med en trillebør og jeg er meget glad for den!:



I 2012 var jeg stadig ikke tilfreds med den åbne udsigt langs de lige bede ned til bagvæggen, og skovbedet slørede kun udsynet til selve lågen. Jeg begyndte at ønske en form for opdeling af haven, så stierne på hver side af skovbedet ville blive skjult.

Jeg fik den ide at sammenføje de to stier med en halvcirkelformet flisebelægning, så skovbedet blev indrammet som en frodig ø. Form & placering på rumdeling-bedene kom således af sig selv, pga. at der opstår en lille trekant i plænen på hver side af halvcirklen:

Sept. 2012: Nyplantede Hydranga "Limelight" dækker for stierne i hver side, og skal virke som rumdeler til skovhaven.


I  foråret 2013 satte jeg kastanjehegn mellem græsplænen og flise halvcirklen. Jeg lagde et par ekstra rækker sten ved midten af halvcirklen, og forlængede bedene derud til. Den nye passage blev markeret med en Claus Dalby rosenbue, og lågen lavede jeg af grene fra skoven.

Kastanjehegn-projektet var for at forhindre vores hund i at gø nede ved havelågen. Hegnet er tilplantet med klatreplanter og roser. Her ses resultatet i forsommeren 2013:


2017: Roserne er groet godt til ved buen og kastanjehegnet, og den grimme belægning af herregårdssten, er forlængst skiftet ud med natursten og trædebregner, som på smukkeste vis skaber sammenhæng mellem de to haverum.

Herunder et billede af hvordan der ser ud fra den anden side af rosenbuen... Jeg kan vist godt tillade mig at kalde min have for en rosenhave! :-)


Jeg elsker den mos lignende trædebregne eng, men i 2015 plantede jeg diamant og præriegræs for at give en fin sløret effekt af aks, i efterårs- vinterudsigten ned gennem rosenbuerne, i den lange midterlinje i haven.

Det blev starten på et lille "vildt" bed med græsser, Sibirisk Iris, Lythrum og Kongelys, sammen med prærieplanter som Purpursolhat, Perovskia, Indianermynte, Engelsk græs, Brudeslør og krybetimian rundt om vandtønden, efter jeg nedlagde spejlbassinet: (forsommer udgaven af bedet kan ses på 3. billede herover)


Kantfliserne som markerer bedet foran vandtønden, danner samme mål som spejlbassinnet var, men da halvdelen af arealet i forvejen var bed bagved bassinet, er der mere fri plads til krukker. Spejlbassinet fyldte meget og var bøvlet at komme rundt om, og jeg har jo stadig vandtønden og det dybe vandhul foran skovbedet:

Halvcirklen af gamle brosten fra 2012, gav mulighed for at arbejde med en smuk overgang af natursten op til vandhullet.

2012: Oprindelig blev trædebregnerne plantet bagved bassinet, for at vokse ud over plastickanten, men istedet voksede de udenom bassinet og stortrivedes mellem stenene foran!
Jeg plantede kun en lille potte af dem, og i dag fylder de mange kvm. mellem havens sten, og har næsten udkonkurreret krybetimian foran bassinet.

I dag bor her en yndig Nymphe som sidder og kigger drømmende ned i vandet...



Haven set som tegning:

Fig. 1
De røde streger er hvor jeg fjernede græs til bede og stier i 2011
Illustration viser haven da jeg flyttede ind. Bunden af tegningen er terrassen foran huset.
De hvide områder uden firkanter, er de bede som allerede var her. De grønne områder er græs.

Jeg er rigtig glad for det lille firkantede jordstykke (køkkenhaven) helt ude til højre langs huset, for ved midsommer går solen ned i højre side, helt parallelt med huset, og jeg får de dejligste lange, gyldne solstrejf ind langs terrassen, mens bunden af haven ligger i skygge pga. hækken.


Fig. 2
Den røde streg i højre side, viser det ekstra jord jeg fik i 2013
I starten af 2012 så haven altså således ud i skematisk version. De røde punkt linjer viser hvor græsplæne blev ændret til bed/stiareal, senere i 2012 og i begyndelsen af 2013.


Fig. 3


I efteråret 2013 blev have rummene forbundet af en lang sti fra terrassen ned til skovhaven.
I marts/april havde jeg fået tilladelse til at få min have genetableret til den originale matrikel opdeling. Den nye hæk kunne plantes næsten 2 m. længere fra huset, og det har givet meget mere lys & luft overfor terrassen og i køkkenhaven. Jeg lavede et espalier til de høje roser, der hvor det gamle hækhjørne havde været, og satte et 4 kvm drivhus i det yderste højre hjørne.


Fig. 4


Sommeren 2014, lagde jeg nye sten på terrassen, og brugte de gamle fliser til en siddeplads langs stien, i stedet for den lille runde græsplæne på Fig. 3. Senere på året udvidede jeg, så stien indgik i en større plads med et centreret spejlbassin. For at skabe udsigt og symmetri, blev stien fra terrassen flyttet til midten af haven.


Fig. 5


2016: Den endelige opbygning af haven ses her på Fig. 5.
Spejlbassinnet blev fjernet i forsommeren 2016, da det havde ligget tørt længe pga. tørke i foråret. Pladsen er for solrigt og fordampningen for høj til dens lave vanddybde. Jeg savnede også mere plads til havemøbler og krukker.
Haveplanen er således formet ud fra mange forskellige hensyn ved ophold og brug af haven, og ud fra: udsigt, lysforhold, farveholdning og dybdevirkning, og ikke mindst: passion for sten, vand, planter og plantekombinationer!




Haven foran terrassen

I bunden af de skematiske tegninger, ses den flisebelagte terrasse langs huset. Et langt smalt bed adskiller terrassen fra græsplænen. I højre side af haven, fortsatte græsplænen forbi terrassen, og grænsede op til en lillebitte køkkenhave. (se Fig. 1)

Jeg har ingen billeder af den oprindelige køkkenhave, så dette er en rekonstruktion af et tidligt foto. 

I højre side af billedet, ses det smalle bed langs terrassen, hvor jeg allerede den første sommer, lagde en række fliser, for at adskille det fra græsplænen. Imellem den nye flisegang og hækken til venstre, lavede jeg et bed med nogle høje roser, som med tiden kunne dække udsynet til hækken.


Flisestien går fra passagen til køkkenhaven, så man kan gå tørskoet ud for at åbne/lukke det lille drivhus, som jeg satte op langs muren i køkkenhaven. Jeg drømte om at lave stien til en lavendelallé, og det kalder jeg den stadig.

Maj/Juni 2012: Således så det ud, set fra græsplænen op mod terrassen. Senere udvidede jeg bedet mod højre langs flisestien, så det græsplæne som ses på billedet, blev en del af rosenbedet.

Juni 2012: Bedet til venstre for stien, er her begyndt at blive udvidet langs fliserne.

Den 1.80 m høje hæk skyggede meget, så jeg konkluderede at pladsen i køkkenhaven, var bedst udnyttet ved at plante et langsomt voksende sommeræbletræ, og have jordbær og krydderurter i resten. Mine unger skulle opleve glæden ved at plukke saftige bær, og et frisk æble fra træet!

2012: Det udvidede bed set fra terrassen. Denne sommer fik jeg at vide at der havde stået roser i terrassebedet, derfor anlagde et nyt bed med roser langs flisestien. Fra denne vinkel kan fliserne ikke ses, så de to paralle bede smelter sammen til et bredt bed. (læg mærke til den halvdøde lavendel jeg reddede ud fra skyggen nederst i haven, så den kunne danne en Lavendelallé heroppe i solen). 


2015: Her ses det samme område 3 år senere, hvor roserne er blevet store og skønne i det espalier der blev plads til, da jeg fik min matrikel reetableret. 

I April 2013, fik jeg bevilget et par meter jord tilbage af den oprindelige have, som en tidligere lejer engang havde foræret til naboen. Det har rykket hækhjørnet et par meter længere væk fra terrassen, og givet plads til et stort espalier, som støtter de høje roser foran hækken. I køkkenhaven helt ude til højre, blev der plads til et lille drivhus efter udvidelsen.

Det nye drivhus står lige overfor det vægdrivhus jeg satte i 2011, så det føles lidt som ét stort drivhusrum. Samtidig med at jeg satte vægdrivhuset op, indhegnede jeg køkkenhaven, og satte en rosenbue ved indgangen, og i dag binder den hele drivhusrummet sammen:

Lavendelalléen snor sig gennem rosenbedene, ned mod drivhus/urte haven...

... og her den modsatte vej, fra drivhusene op mod haven. (sommer 2015)



Passagen

Terrassen er 7½ meter bred, hvoraf de 4 meter foran stuen er en overdækket pergola. Et aflangt og smalt bed med blåkant, adskiller terrassen fra haven. Gennem dette bed var der en lille passage af  2 stk. 50x50cm fliser lagt på stribe ud til græsplænen:

2011: Luna står lige ved den yderste af de fliser, som ledte én fra terrassen til græsplænen. 

Desværre var passagen placeret bag den stolpe som bærer pergolaen, så når man kom fra stuedøren skulle man rundt om stolpen for at komme igennem til græsplænen. Luna tog ofte den lige vej... tværs gennem bedet!
Jeg kunne selvfølgelig have flyttet gennemgangen til lige overfor døren, men jeg drømte lidt om at udbygge den overdækkede del af terrassen, til vinterhave. Desuden troede jeg at pladsen ville blive for trang til møbler, hvis al trafik skulle foregå i lige linje ud for stuedøren, så allerede i 2011 udvidede jeg passagen lidt i bredden, i håb om at det føltes mindre bøvlet at bevæge sig igennem:

Forsommer 2012: Bedet i venstre side er rykket en halv flise mod venstre, mens højre bed stadig slutter i samme linje som stolpen.

Senere udvidede jeg med yderligere en halv flise, så begge bede var rykket en hel flise mod venstre. Krukken i højre bed kom således til at stå hvor den oprindelige passage havde været.

Passagen kom derved helt fri af stolpen, og krukkerne markerer mere naturligt gennemgangen, efter at være placeret tættere på hinanden.

Som man kan se på ovenstående billeder, var det en udfordring at finde den mest harmoniske kombination af bedlinjer/græsplæneform, og det var først i Dec 2012 at jeg fandt en løsning jeg syntes gik op i en højere enhed.
Det bed jeg havde anlagt foran hækhjørnet, helt henne ved køkkenhaven, lod jeg fortsætte tværs over hele den forreste del af græsplænen, i en bredde ud til den gamle træstub med fuglebadet.
Igennem dette brede bed, forlængede jeg passagen ud til den nye græskant. For at have fliser nok til projektet, vendte jeg fliserne diagonalt og lagde natursten i mellemrummene:

2013: Jeg var meget glad for denne opdeling af haven. Der blev kun ofret en lille smule græsplæne, for at få et stort dejligt bed og en smuk passage. I foråret 2013 satte jeg også en rosenbue over passagen . 

Her ses passagen fra græsplænen og op mod huset. Billedet er fra hedebølgen i Juli 2013.

Jeg endte også med at vende fliserne diagonalt, i den lille sti langs terrassen, og lagde natursten imellem, ligesom mønsteret i passagen:

Lavendelalléen i Juni 2013. Det nye brede tværgående rosenbed blev en kæmpesucces allerede det første år! Billedet er taget fra drivhus/urte haven, så det er bedet til højre og terrassen er bag det smalle lavendelbed til venstre.

2013: Stisystemet, samt det nye espalier og drivhus i baggrunden, set fra terrassens venstre side.

I starten af oktober 2013, sad jeg med dette sommerbillede åbnet i programmet: Paint, for at visualisere nogle idéer jeg havde puslet med, fordi jeg havde fliser i overskud, efter at have skiftet 3-4 kvm til brugte herregårdssten på terrassen:



Min begejstring steg i takt med at den virtuelle sti tonede frem på billedet! Et nyt projekt var født!

I mine øjne samler stien haven og samtidig ansporer den ens nysgerrighed efter at se hvad der findes længere ude... Til højre for stien, var den mest solrige del af plænen bevaret, og til venstre blev bedet bredt nok til et par roser foran det oprindelige bed. Jeg elsker at være igang med sådan et projekt, og det lykkedes at have den færdig i efteråret 2013:


Denne lange sti var jeg meget glad for, og jeg kunne sagtens have lænet mig tilbage her, i tilfredshed over min have. Jeg ville ønske at stien stadig eksisterede. Hvis blot min have var større end de 150 kvm. så kunne jeg have levet nogle af de følgende drømme ud et andet sted i haven...

Træerne i baggrunden har en stor ære for stemningen på billedet, men de er der desværre ikke mere; Naboen fældede sit træ i 2015 (det til venstre), og inden da var buskens mosklædte bark begyndt at revne og rulle af, så grenene døde (den med rødt løv, som stod for skygget) De to træer til højre var blevet alt for høje, syntes den familie som bor bag hækken, så de bliver beskåret meget hårdt nu.



Sommeren 2014 var utrolig varm og tør, og jeg blev virkelig træt af min græsplæne. Der var en grov græstype som overtog hen på sommeren, med høje, seje stængler, som min håndskubber ikke kunne klippe. Jeg måtte tage en håndsaks i brug, for det var grimt på sådan en lille plæne.
Jeg har skiftet tørv med grov græs ud mange gange når jeg havde pæne græstørv fra bedudvidelser, men den grove græs kom altid igen.
Men allermest var jeg dog træt af den plads som plæneklipperen krævede i opbevaring, og det var virkelig bøvlet at fiske den frem fra det lille skur på terrassen, og bakse den rundt om møblerne.


Jeg tænkte og skitserede en masse idéer til en morgensol siddeplads, som skulle indgå naturligt i haven og helst med glidende overgang i naturmaterialer.




Jeg ville allerhelst have brugt chaussesten, men det havde jeg ikke råd til. Kompromiset blev herregårdssten i en køn sandfarve som passede godt til naturstenene i den lange sti som pladsen lå langs med.
Halvvejs færdig besluttede jeg dog at jeg hellere ville have disse sten oppe på den overdækkede del af terrassen, for de ville blive algegroet på få år, herude i haven, og så havde der jo ikke været nogen grund til at bruge sten i sandfarvet.

De sandfarvede sten blev en betydelig forskønnelse af terrassen. Helt fra start af, har jeg været ked af de store fliser som lå her før. (under afsnittet: Passagen, kan du se den gamle belægning)

I sensommeren 2014 var siddepladsen færdig, lavet af de mest patinerede fliser fra terrassen. Jeg bryder mig ikke meget om store fliser, men de har dog en vis skønhed når de er gamle og mos-eller lavbegroede.
De ny-grå fliser fra den overdækkede terrasse, blev lagt langs hækken, og der gør de god nytte, for tjørnehækkens kviste sidder fast i jord og stikker forfærdeligt.


I efteråret 2014 købte jeg Peter Wibroe´s bog Havekunst & Tanketidsler, efter Claus Dalby´s anmeldelse af bogen. Jeg må sige at jeg blev helt stum af begejstring og beundring over hans have og havehistorie! Det er intet mindre end fantastisk hvad han har fået skabt!

Det vigtigste for mig var dog alle de smukke gamle citater om haver, som han har samlet i bogen, samt hans Islamiske have.
For en del år siden købte jeg nogle udenlandske bøger om haver og private huse fra andre kulturer, og jeg fandt dem fra den Islamiske kultur var blandt de smukkeste! Buegangene, mønstrede kakkelvægge og nogle utrolig smukke vinduer/skodder med huller i kunstfærdige mønstre, som filtrerer solens lys, de farverige håndknyttede tæpper og ikke mindst deres smukke tradition for vand i centrum af haven.

I Spanien lever denne havetradition endnu, efter at Mauerne herskede over landet for nogle hundrede år siden, og det var her at jeg som 21 årig, intetanende oplevede en havetradition, som ramte mig lige i hjertet, og blev starten på min passion for vand i haven, og store smukke krukker.

Jeg er så taknemlig for at blive mindet om, samt at have lært mere om Islamisk have kultur i Peter Wibroe´s bog, så jeg måtte selvfølgelig bare have lavet et vandbassin og en mere symmetrisk opdeling af haven. Da udgangen til haven blev flyttet til at ligge ud for havedøren, var der lige præcist 4 stier udgående som et + fra havens centrum, så det var næsten skæbnebestemt!

Spejlbassinet med den centrerede sti & rosenbuer, stod færdig midt i okt. 2014, og ses her i sommeren 2015. Jeg er usigelig glad for resultatet:  


Du kan læse mere om hvordan jeg lavede pladsen og spejlbassinet her


Det var rigtig dejligt at kunne se langt ud i haven helt inde fra stuen, ikke mindst i vinterhalvåret.


På billedet her og nedenunder kan man se taget bag hækken, i begge sider af haven. Ved naboen til venstre, stod der et ahorntræ direkte syd i forhold til min have. Det var temmelig stort til sidst og gav særdeles meget skygge. Den blev fældet i vinteren 2015

Desværre havde skyggen allerede skadet duftsnebolle træet i min have, som stod lige nord for ahornen. Stammerne var smukt mosgroede, men barken revnede på langs af stammerne, og begyndte at rulle af, så den blev fældet samme vinter. Heldigvis har den et rodskud, så hvis ikke det er noget sygdom den er ramt af, så vokser den måske op til en lille busk igen.

I sensommeren 2014 blev der fældet et meget stort birketræ til højre for min have, så tilsammen, har min udsigt fra huset ændret sig markant. Før mindede haven om en lille dal mellem høje træer, og det syn savner jeg meget.

I dag er haven så til gengæld blevet utrolig solåben, og det har virkelig sat gang i planterne, særlig i den nederste venstre side af haven, så heldigvis vil den side vokse godt til i de næste år. Der er blevet plads til nogle nye høje stauder og roser, og Robinia træet er også plantet ind i det nye åbne bed.

På billederne lidt længere nede kan man se de træer langs hækken, som nu er fældet.

Haven i August 2016 set fra samme vinkel som det tidligste billede af haven, som ses herunder. Haven ser betydelig større ud nu, hvor den er delt ind i flere rum. På begge billeder kan man se det smalle bed som adskiller terrassen fra resten af haven, samt passagen i venstre side. Oprindelig var der blåkant i bedet, men det er skiftet ud med lavendel, da det er smukkere om vinteren.


Siden her hedder jo: "Før & Efter" så herunder vil jeg vise nogle flere billeder fra den samme vinkel som det første billede vi tog af haven:


Herunder ses et billede fra 2 okt. 2011, altså det første efterår i haven. Bortset fra nogle krukker og et par roser i terrassebedet i forgrunden, er det kun skovbedet for enden af haven, der er ændret i forhold til den oprindelige have.
Man kan dog lige ane den forlængelse af bedet, i nederste højre hjørne, hvor jeg plantede roser til at dække for hækken:


Her et år senere (2012) Hydrangea er plantet for enden af græsplænen for at opdele haven og skjule stierne på hver side af skovbedet i bunden af haven. Foran græsplænen ses rosenbedet som er udvidet fra højre langs terrassen. De afrundede hjørner i græsplænen, fik mig til at lave kurver i de øvrige plænekanter.

Maj 2013: I det sene efterår 2012, udvidede jeg rosenbedet til et bredt bed på tværs af haven, med en sti fra terrassen, ud igennem bedet. Rumdelingen til skovhaven, blev lukket med kastaniehegn langs bede ud til stien med låge. Græsplænen er nu kvadratisk med runde hjørner, og en sti af trædesten gennem plænen, forbinder de to stisystemer, som begge blev markeret af en rosenbue.(på dette billede kan man godt fornemme at jord niveauet er uens på tværs af haven. Venstre side er 15-20cm højere)

I efteråret 2013 forlængede jeg stien fra terrassen, ned gennem venstre del af græsplænen og bedet til venstre for græsset, blev udvidet ud til stien. Således var kun den mest solrige del af græsplænen bevaret.

2014: I sensommeren 2014, efter en varm og tør sommer, nedlagde jeg den sidste del af græsplænen og lavede i stedet en morgensol terrasse af fliser.(og fik jordniveauet i vatter)

Efteråret 2014: Som beskrevet tidligere på siden, så blev jeg inspireret af Peter Wibroe´s beskrivelser af Islamiske haver, i hans bog: Havekunst & Tanketidsler, til at have vand midt i haven, og en mere symmetrisk opbygning af haven set fra terrassen. Den forreste del af stien fra terrassen blev flyttet så de to rosenbuer nu står på linje. Den bageste halvdel af den gamle sti, blev omlagt til at være en del af den store fliseplads med spejlbassin i midten.

I Maj 2016 nedlagde jeg spejlbassinnet da det havde stået uden vand hele måneden pga. tørke. Generelt var der meget stor fordampning, fordi pladsen er så solåben, og fordi bassinnet var meget lavvandet. Der var også problemer med alger gennem sommeren, selvom jeg kun brugte regnvand. Måske genskaber jeg det senere i en dybere version, men indtil videre fungerer pladsen som morgensol terrasse, hvor der også er plads til krukker, for det har jeg virkelig savnet at have plads til.

Juli 2017

31. August 2017



Jeg har længere oppe på siden, vist dette rædselsfulde billede af den oprindelige køkkenhave. Jeg er ikke god til at få taget billeder af noget grimt, så jeg tog først et billede da det nye bed blomstrede i 2012. For at man kan se hvor trist og firkantet det var i 2011, blev alle de skønne planter malet over:



Her ses stien i sommer 2015, med det nye drivhus og det store rosenespalier foran. Her er der skiftet til lavendel i stedet for blåkant, i det højre bed.
Herunder ses samme sted i 2017 (drivhusene kan næsten ikke ses mere):



Nedenstående er nogle planer og drømme som er skrevet ret tidligt efter jeg begyndte at blogge, men da de hører med til historien om havens opbygning, har jeg valgt at lade dem stå urørt:

Jeg har længe haft en drøm om at få en åben pergola på græsplænen, helst en af de æteriske jernlysthuse med svungne loftlinier og krummelurer. Der skal selvfølgelig vokse klatreplanter op ad stængerne.  En anden mulighed jeg overvejer, er at bygge 4 murstens-søjler af gamle gyldne sten, og med stærke overliggere over som plantebærende tag. Hvis jeg får realiseret min drøm om at lave min nuværende pergolaoverdækkede terrasse om til vinterhave, så vil jeg savne en åben pergola. Jeg forestiller mig noget i denne retning: (disse 2 billeder er lånt på nettet, Country Living Magazine)


I vinteren 2013 købte jeg to rosenbuer, en til hver ende af græsplænen, hvor passagerne fører én gennem haven. Selvom jeg stadig drømmer om en pergola over plænen, så holder jeg rigtig meget af det kompromis jeg er nået frem til med rosenbuerne:


De 3 rosenbuer i haven, markerer samtidig de forskellige haverum. Den meget solrige terrasse foran huset, med det brede rosenbed foran, hvor igennem der går to natursten stier med diagonale fliser. Den ene sti fører til drivhus/urtehaven, og den anden fører gennem selve haven, og ned til den skyggefulde og vilde skovhave, i bunden af haven.

I 2013 fik min drøm om en åben pergola, mig til at udforme espalieret til høje roser, til at ligne en pergola. Den er 2 m. høj og er ikke til ophold, men den giver noget af den dejlige pergola-stemning som jeg har ønsket mig. Det er jo det en have handler om: Et sted at sanse, lade op og drømme sig væk, i smukke stemningsmættede omgivelser.


Samme espalier 2 år senere, hvor roserne jeg plantede den første sommer, er blevet store og blomsterrige. (desværre blev naboens æbletræ oppe i højre hjørne på 1.billede, fældet)


Terrassen:

Der er også sket meget på terrassen og husets vægge, herunder et par tidlige forårs billeder af det nyopsatte espalier langs pergolaens tag. Det pyntede gevaldigt på helhedsindtrykket af terrassen og huset.


Men det er unægtelig smukkere nogle år senere, med blomstrende Wisteria i espalieret og med klatreplanter op ad huset! (Maj 2016)



2017: Haven foran terrassen er vokset rigtig dejligt til.


Herunder set fra stuedøren, dejligt at se ud på, men bemærk også skyggen på gulvet, som lige i middagstimerne gør det til at holde ud at sidde derude. Om eftermiddagen når solen bager lige ind på huset, bliver her for varmt, men da er det til gengæld helt perfekt i Marts/April og September/Oktober, hvor solen står så lavt at man kan tage sig en "bar mave lur" på sofaen under stuevinduet, for at indsuge lidt D-vitamin. :)


Herunder et kig langs terrassen i 2017:

10 kommentarer:

  1. Har lige surfet lidt rundt og sikken mange fine planter du har samt muligheder for at skabe rum og spændende små bede :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Jan :) Av, jeg så først nu din kommentar, en hel måned forsinket Undskyld!
      Jeg er ihvertfald ved at prøve at skabe nogle rum. Jeg er jo ret glad for roser... men jeg er faktisk lige så glad for grønne haver med frodige bladformer, så jeg prøver at få den helhed til at gå op. Med den grønne frodige lidt skovagtige baggrund i haven, synes jeg at roserne har den perfekte baggrund, når man nu ikke lige har et bugtende engelsk landskab udenfor havelågen :)

      Slet
  2. Hej Alice..WOW jeg er dybt benovet over hvad du har nået på den korte tid, jeg er totalt vild og skudt i din inddeling af haven,med alle dine små stier og gange. Har du lyst til at vise det frem en dag ?
    Kh Linda

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Linda! Det kunne være vildt hyggeligt at mødes!! Jeg vil hjertelig gerne vise haven en dag :-)
      Kh Alice

      Slet
  3. Super skøn have du har fået lavet. Mvh Tina fra leblomster.blogspot.dk

    SvarSlet
  4. Så flot - tænk hvad du kunne få ud af mine 2200 m2. Du må have en ferie på Samsø :)
    Kh Lisbeth

    SvarSlet
  5. Hej! Helt fantastiskt vilken förändring du har fått till, har nog inte sett en så romantiskt trädgård som jag tyckt så mycket om. Du har verkligen fått till en helhet och en harmoni, fastän det är mer blomst än blad =) Du har talang!

    SvarSlet
  6. Tak for "besøg" i dine haver. Det giver mig mod til at arbejde videre, for jeg kan se, at du på forbløffende kort tid har opnået imponerende, smukke resultater med alle dine haver. Tænk at du har haft energien til at starte op på ny hver gang, flot! Jeg synes ofte, når jeg kigger fremadrettet, at jeg ikke har tid (år) nok til mine haveprojekter. Hvor mange m2 har du i din sidste have? Og hvordan er jorden overvejende? Der er så mange flotte detaljer, lige noget jeg har fået lyst til at kopiere fra, til hvor jeg bor.

    SvarSlet
  7. Kære Alice

    Jeg har lige "opdaget" din have her i blogland, og den er fantastisk. Du får jo bare så utrolig meget ud af få m2. og så er der et utrolig flor. Jeg har selv en lille have, og nyder at pusle rundt i den og lave små projekter. Holder du åben have, eller kunne du tænke dig at vi besøgte hinandens haver. Jeg har ikke en blog, men du kan finde mig på Instagram som have02 og få en ide om hvordan min have ser ud - lige nu - for jeg må tilstå at jeg ofte flytter rund. Ind i mellem tænker jeg, at mine stauder nærmest er "jojo" planter, for de ryger op og ned jævnligt. Glæder mig til at høre fra dig. Min mail er ullabc@ofir.dk KH Ulla

    SvarSlet
  8. Fantastisk å se hva du har fått til! Hvilken utvikling og for et godt øye du har.

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...